Hvad er padel?
Padel er en ketsjersport, som overordnet er en blanding af tennis og squash. Sporten er perfekt til nybegyndere, og kræver ikke den store tekniske kunnen. Derudover er sporten for alle aldre, og Padel er nemt at lære for både store som små.
Padel spilles på en bane på 20 x 10 meter, og banen er altså lidt mindre end en tennisbane. Derudover består banen af vægge, som bruges som en aktiv del af spillet. I midten af banen findes et net, og derudover er banen omgivet af bander.
Man er som oftest fire spillere på banen – og man spiller to mod to. Her går spillet ud på, at begge par aktivt skal frem til nettet og forsvare det. Pointsystemet er ligesom tennis – man skal vinde 6 partier med min dst 2 overskydende points for at vinde et sæt. Hvis begge par hver vinder et sæt, vil reglerne for tie-break blive anvendt i tredje sæt.
Ønsker man at spille single er det også en mulighed. Her kan det dog anbefales at spille på en halv bane, og gerne diagonalt. På denne måde har du også mulighed for at finpudse din teknik og få trænet de vigtige padel-elemeter.
Regler
Point
- Du tæller ligesom i tennis. Altså 15, 30, 40…
- Du skal vinde 6 partier for at vinde sættet. Og som i tennis med mindst to overskydende, altså 6-4 eller 7-5. Står den 6-6, spiller I tie-break.
- Tie-break starter med den spiller, som efter tur skulle serve i det ”normale” parti. Denne server kun første point og server fra højre side. Efter det første point server modstanderen de næste to point osv.
- Tie-break bliver vundet af det par, der først opnår 7 point. Igen skal der vindes med mindst to overskydende.
Serv
- Hvert point starter med serv. Du har ret til en første serv, og hvis den mislykkes, har du en anden serv.
- Serven skal være en underhåndsserv, og bolden skal altid hoppe/slås i jorden med hånden bagved linjen, inden du rammer bolden med battet.
- Servelinjen må ikke berøres med fødderne, og serveren skal minimum have en fod i kontakt med jorden.
- Serveren må kun slå til bolden ved bæltestedet eller under. Aldrig over.
- Bolden skal ramme inde i modstanderens servefelt eller på linjen.
- Hvis bolden rammer servefeltet og hopper op på glasvæggene før hop nummer to på jorden, er serven god.
- Hvis bolden rammer servefeltet og hopper op på metalhegnet før hop nummer to på jorden, er serven fejl.
Servmodtagelse
- Bolden skal ramme servefeltet en gang, inden man returnerer bolden. Man må også vente med at slå til bolden, til den har ramt glasvæggene, bare den ikke rammer jorden 2 gange.
Generelt
- Bolden må gerne ramme bagvæggene flere gange, bare den først har rørt jorden en gang.
- Man må ikke slå til bolden 2 gange i træk, og den må ikke ramme jorden 2 gange i træk på samme side af nettet.
- Man må ikke skyde bolden tilbage til modstanderen, før den er kommet over nettet, altså er på din egen side.